Beskrivelse af Irsk Terrier
Tal til en Irsk Terrier og den vil returnere dine hilsner med
et overordentligt intenst blik fra sine dybe mørke øjne.
Dette gennemtrængende udtryk genspejler karakter, intelligens, følsomhed
og en rig personlighed.
Den Irske Terriers uimodståelige charme ligger i dens gåpåmod, store trofasthed og hengivenhed for sin ejer. Et kærligt brushoved.
Den intelligente, lærenemme hund skal have en konsekvent opdragelse og kan anvendes til forskellige former for hundesport som f.eks. agility, lydighed og sporarbejde.
En Irsk Terrier går - nu som før - ikke af vejen for et rask slagsmål. Den er sportslig og udholdende. Hvad enten man jogger, cykler eller vandrer, vil man finde en utrættelig ledsager i den Irske Terrier. Når tiden ikke er til aktivitet befinder den sig imidlertid fortrinligt rullet sammen i sin hundekurv eller allerhelst i sofaen hvis dette tillades.
Der findes desværre ikke nogen speciallitteratur på dansk om den Irske Terrier, men der findes flg. udmærkede engelske bog: "Irish Terriers" af Edna Howard Jones. Bogen er en i serien "A Foyles handbook".